Roskilde Forsynings logo på bil
Roskilde Forsynings logo på bil


 

Roskilde Forsyning revideret til UG

Roskilde Forsyning har netop offentliggjort sin første CSR-rapport.

Roskilde Forsynings har netop offentliggjort sin første CSR-rapport om, hvad virksomheden gør for det omkringliggende samfund og miljøet.

Du kan læse CSR-rapporten her.
 
Rapporten er blevet revideret af revisionsvirksomheden Deloitte, som vurderer, at rapporten lever op til alle krav, som lovgivningen stiller. I Roskilde Forsyning håber man, at den positive påtegning kan give inspiration til andre forsyningsselskaber.

"Vi har lavet en rapport, som er flot, gennemarbejdet og overholder alle lovens regler. De gode erfaringer vil vi gerne dele med vores kolleger i branchen" siger adm. direktør Torben Christiansen.

Overblik og samarbejde
"Arbejdet med CSR-rapporten kan virke svær at kaste sig over. Men med det rette overblik og godt samarbejde på tværs af organisationen bliver arbejdet delt ned i overskuelige bider, som kan spises en af gangen," forklarer Torben Christiansen.

Han mener, at CSR-rapporten er et godt redskab til at sætte spot på virksomhedens arbejde. Både hos de ansatte og hos virksomhedens øvrige interessenter.

"Meget af det vi gør, betyder meget for borgere og miljø, og det er ikke altid vi er gode nok til at stoppe op og tænke over det. På samme måde kan for eksempel borgere og politikere have svært ved at se hvad vi gør, så længe de har vand i hanen og varme i radiatoren," siger Torben Christiansen.

En synlig forskel
Synliggørelse af Roskilde Forsynings aktiviteter har derfor været det centrale tema i virksomhedens første CSR-rapport, der har titlen 'En synlig forskel'.

I rapporten fremhæves de forskelle, som Roskilde Forsyning gør for sine medarbejdere, miljøet og det omkringliggende samfund. Udover, hvad virksomheden er forpligtiget til ifølge loven.

Det er netop kernen i CSR-regnskabet, der ifølge loven skal indeholde oplysninger om, hvad virksomheden gør for medarbejdere, miljø og samfund. Desuden skal rapporten indeholde målsætninger og vurdering af resultaterne af de forskellige indsatser.

Alle virksomheder af en vis størrelse skal udarbejde en CSR-rapport. Roskilde Forsyning skal udarbejde CSR-rapporten, fordi de er blandt de 1100 største virksomheder i Danmark. Helt præcis er de nummer 872 målt på omsætning.

Fakta: CSR
CSR står for Corporate Social Responsibility, eller på dansk: Virksomhedens sociale ansvar. Det handler om, at virksomheden handler samfundsmæssigt ansvarligt samtidig med, at det er en strategisk del af virksomhedens forretning. At handle samfundsmæssigt ansvarligt er at tage hensyn til bl.a. sociale vilkår, arbejdsmiljø, miljø og klima.

Download:
Læs CSR-rapporten her.